klick august 2004

Kære M.

Det har altid irriteret dig, at jeg aldrig har villet tale om mit arbejde, svare på dine mange spørgsmål og komme med forklaringer på dine "hvorfor" og "til hvad". Ofte har jeg erkendt din forstemthed og din uforståen, når jeg langt om længe svarede: Hvis ikke jeg skulle gøre det, hvem så? Kan jeg bede andre om at lave mine billeder, bede dem om at påtage sig det mas, det vitterligt er?
Jeg mener stadig, at jeg ikke behøver at undskylde min lyst til billeder, komme med andre forklaringer som forsvar for mit virke end: "Det er det, jeg har lyst til."
Jeg ved udmærket, at det ikke er det, du gerne vil høre.
Du vil vide, hvorfor mine billeder ikke indfrier dine forventninger, ikke genspejler dine billeder og de forventninger, som du har til billeder. Vi har alle vores billeder, og det er så svært at give plads til noget andet. Som oftest tager det tid, meget lang tid.
For mig er det at lave billeder og skulpturer som at følge en tråd i et sammenfiltret garnnøgle, løse knuder op og prøve at samle tråden igen, når den brister. Det gør den af og til, og hvis jeg er heldig, og det håber jeg, at jeg er, så har jeg fået et vindsel, som holder mig beskæftiget tiden ud. Alt dette ved du, og alligevel bliver du ved at spørge hvorfor.
Måske kan det hjælpe, hvis jeg beskriver de rum, som indeholder det, som irriterer og endda frastøder dig, rum, hvis ekkoer du finder i mit arbejde.
Begyndelsen til Ofringer er banal.
Du husker sikkert, at jeg altid har været glad for at tegne, og hvis tiden var til det, at snitte små figurer af det træ, jeg fik som tømrerens arbejdsmand. En dag tegnede jeg en mand bærende på en bjælke. Noget som jeg selv ofte
blev sat til. Denne bjælke gled i de efterfølgende tegninger ned fra skulderen og gennemborede kroppen.
Tømreren blev til tømrerens søn, i hvis skygge vi har levet de sidste 2000 år.
For mig åbnedes i disse tegninger den verden, som har beskæftiget mig siden, ikke som udtryk for en genfunden religiøsitet, men som et af de mange ekkoer, som delvist kommer helt tilbage fra min barndom. Men dette ekko når mig også dagligt via aviserne og andre kanaler.
Ekkoet kan også være erindringen om et træ, der bliver fældet eller min fars værksted fyld med træben. Andre gange var det museer med, hvad jeg dengang anså for keltiske ofringssten side om side med madonnaer, som ammede deres sønner ved spændte bryster. Det kunne også være juleslagtninger, når grisen blev trukket af stalden og stukket på gårdspladsen. Alt dette har desuden blandet sig med barndommens fortællinger om aztekernes menneskeofringer, hvor stenknive formodedes at have flået hjertet ud af levende mennesker og fortællingen om Abraham, som var villig til at ofre sønnen til sin gud, og en Agamemnon som skar halsen over på Iphigenie på Thauris. Ekkoer fra rum fyldt med rædsel, ophidselse og forundring.
Ekkoer tilbage fra en tid hvor vi begynder at erfare verden med vores sanser side om side med barndommens første dogmer om nødvendigheden af at bringe ofre blandet med historietimernes endeløse beretninger om tidens mangfoldige ofre - en tråd jeg trækker med mig gennem tilværelsen den dag i dag.


 

Dog ved jeg nu, at de keltiske ofringssten ikke var keltiske, men mine fingre husker de skrammede kuber, skrammer, som jeg forstillede mig stammede fra klinger. Drengen vidste heller ikke, at hans skjulte nysgerrighed efter madonnaens fyldte bryster, blikkets forbudte erfaring, skulle blive til hans fingres erfaring og glæde - en forvandling som de fleste af os gennemgår, og som skulle fylde os med glæde. For hvor ellers skal mine fingre hente den viden, når jeg skræller barken af en kævle, og mine fingre glider over det endnu fugtige træ, denne perfekte krop? En krop, som jeg senere skal ødelægge for at skabe en ny - genskabt med hjælp fra blikkets og fingrenes viden, for så slutteligt at blive overdraget til flammernes forvandling.
At udsætte en krop for ildens forvandling er en bevægende erfaring, og det krævede alt mit mod, da jeg gjorde det første gang.
Ikke blot satte jeg mange måneders arbejde på spil, men jeg brød det tabu, jeg følte, det var: At brænde et menneske, selv om det kun var af træ. Selv om eller måske netop fordi jeg er vokset op under ødelæggelsens skygge, og vi dagligt kan følge vor tids rædsler, er den aktive handling skræmmende.
Efter et stykke tid blev ilden en del af min værktøjskasse, et værktøj som er nødvendigt for at opnå det ønskede udtryk, og ilden adskiller sig ikke fra Francis Bacons sorte malingsklatter, eller når viskelæderet bliver et positivt element. For at give et billede af det ofrede, mishandlede menneske kan det være nødvendigt at mishandle billedet og udsætte det for faren.
Sådan er det, når det slutter, og sådan er det, når det begynder: for at nå kævlen bliver jeg nødt til at fælde træet, og jeg må leve med dets skrig, det skrig jeg hørte for første gang som 3-årig, da man endnu fældede store
200-årige graner med økse og håndsav, hvorefter træet med skriget som en sidste protest langsomt lagde sig ned. Sådan skete det jo også med grisen, når den blev trukket ud på gårdspladsen, og mændene vred dens hoved til side, skar struben over, mens kvinderne styrtede til for at opsamle det sprøjtende blod i kar, inden den blev skoldet, bundet til stigen og rejst op ad ladeporten, hvor en kniv med et erfarent snit åbnede bughulen så indvoldenes regnbue væltede glinsende ud. Drengen syntes, det stank. Kvindernes og mændenes ophidselse var stor, og drengen kunne ikke holde op med at se, lytte og sanse.
Den samme nysgerrighed drev også drengen ud på hemmelige rejser i skoven for at udforske vandpytter efter alverdens kryb, fornemme frøers klæbrigvåde hud eller snogens skællede, tørre skind, og firbenets spaltede tunge i håndfladen.
Alt dette vendte tilbage, da jeg fik muligheden for at arbejde med mine skulpturer i en grusgrav i skoven, hvor jeg igennem næsten 14 år har kunnet dykke ned i træets mangfoldighed, møde dets modstand, men også modtage
dets foræringer. I de 14 år lærte jeg at sætte pris på vinteren, dens fugt, tåge, kulde, og jeg lærte at læse de små tegn, som allerede i januar bebuder den kommende sommer. Netop i januar når skoven genlyder af bøgetræers brag, når de rammer jorden. Ud af dette kom der en række tegninger og skulpturer.
Hvordan du tager imod dem, er op til dig.
Den dag mit arbejde er slut, skal du have mod til at betræde de rum, som mit arbejde måske lukker op hos dig. Jeg kan ikke vide, hvilke rum det er.

 

 

 

 

 

 

klik for PDF